Metrovia af Krass Clement er en bog om Buenos Aires, men ikke i gængs forstand som en bog om hele denne by med dens arkitektur og kendte pladser. Snarere en beskrivelse af den følelse, der vækkes ved et sted, og som i bogen reflekteres i en vekslen mellem det umiddelbart registrerede  og den subjektive fortolkning. Forstået på den måde, at det sete vendes og redigeres i løbet af bogen, så det efterhånden opløser det konkrete for at antage en mere abstrakt form, som indkredser stemningen. Selvfølgelig får vi en fornemmelse af  byens fysiske karakter, men mest fastholdes atmosfæren gennem en gentagen tilbagevenden til byens undergrundsbane, Metrovia, med alt, hvad netop den udbyder af menneskelig mangfoldighed. Der veksles vider mellem tilbagekommende temaer, bl.a. det naturhistoriske museum, som på et konkret plan er et udtryk for en saglig videnskabelighed, men som i bogen efterhånden får en uvirkelig og flydende betydning.

Byen har en umiddelbar genkendelighed ved sit stærke europæiske islæt, som kalder på en genkendelse, der dog alligevel forbliver en fremmed. Netop i det umærkelige tvist mellem på den ene side hvad, der synes kendt og på den anden side en fjern og fremmed verdensdel, udfolder bogen sig.

Vi kan umiddelbart finde os selv, men i et samfund udsat for et snigende men voldsomt pres, der som en undertone gennemstrømmer stemningen. Vi forbliver trods alt fremmede overfor den anonyme menneskestrøm.

I undergrundsbanen, på tango-restauranter, ved en lukket karrusel - steder som giver mindelser om et gammelt Europa,  opstår oplevelsen af noget statisk, af noget, som ikke er mere, dog er det en moderne metropol med et utal af forskydninger.