Da den søde gamle dame Evelyn Mercer bliver brutalt myrdet, gør det ondt i det hele lokalkvarteret. Evelyn var ansvarlig for at få mange af kvarterets unge på ret køl, og hun sørgede for at finde hjem til de mange forældreløse børn. Fire af de børn hun stiftede bekendtskab med kunne hun dog ikke få afsat, så dem adopterede hun som sine egne. Nu er de fire brødre gledet fra hinanden, men Evelyns begravelse bringer dem sammen igen. Bobby (Mark Wahlberg), Angel (Tyrese Gibson), Jeremiah (André Benjamin) og Jack (Garrett Hedlund) synes at mordet på deres mor virker meget mistænkeligt, og de begynder at grave i sagen. Da det går op for dem at Evelyn simpelthen blev henrettet, indleder de et hævntogt mod de skyldige.