Joyce, James Ulysses (8763814587)
Ulysses er et af de helt centrale og nyskabende værker i 1900-tallets litteratur og et højdepunkt i den litterære modernisme - provokerende, morsom, rørende og ind i mellem ganske utilgængelig.
Romanen skildrer Dublins brogede liv i løbet af én enkelt dag, nærmere bestemt d. 16. juni 1904. Vi følger to hovedpersoner - den unge skolelærer Stephen Dedalus og den midaldrende, jødiske annoncesælger Leopold Bloom - på deres færd gennem byen og får et højst intimt indblik i deres adfærd og tankeliv.
Ulysses er en universel historie om kærlighed, svigt og magt - en bog, der er svaret på alt! Nu udkommer dette storværk i en ny og spændstig dansk oversættelse af Karsten Sand Iversen.
Pressen skriver:
»Der er liv og poesi i Karsten Sand Iversens flotte og dristige nye oversættelse af et af verdenslitteraturens mesterværker.«
****** – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
»Skøn og sjofel, sofistikeret og saftig, vild og vanvittig, krævende og kulret kommer Joyces ’Ulysses’ os i møde i Karsten Sand Iversens fuldt ud prægtige gendigtning. Det er nu, ’Ulysses’ skal læses eller genlæses.«
****** – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken
»Karsten Sand Iversens fænomenale nyoversættelse slår Mogens Boisens gamle oversættelse af marken […] Med Joyces skandaløse, skabrøse værk blev fortællekunsten absolut moderne«
– Erik Skyum-Nielsen, Information
»Årets vigtigste klassikeroversættelse udkommer i dag. James Joyces skelsættende Ulysses er i den nye udgave både præcis og musikalsk«
– Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad
»Ulysses er meget morsommere og langt mere spændende end sit rygte. Den kan sagtens læses af almindelige dødelige. Og i den nye oversættelse får vi endda en mere personlig version, der har karakter ligesom originalen.«
– Kristian Ditlev Jensen, Weekendavisen