Gennem seks årtier har Paul Simon igen og igen sat sit aftryk i populærmusikken, og efter flere kommercielle op- og nedture er han forblevet en væsentlig del af popmusikkens øverste elite.

Hans publikum spænder over mange generationer, og alle har en favoritperiode i hans karriere. For nogle er det det legendariske samarbejde med Art Garfunkel i 1960’erne, der begyndte med sange som ”The Sound Of Silence” og ”Mrs. Robinson”, og toppede med mesterværket ‘Bridge Over Troubled Water’, det ultimative højdepunkt.

Andre sværger til pladerne fra 1970’erne, hvor solisten Paul Simon var med til at definere singer-songwriter begrebet. En periode kendetegnet af musikalsk nysgerrighed, hvor han dyrkede perfektionen i lyd og produktion på sange som ”American Tune” og ”Still Crazy After All These Years”, og gang på gang gik forrest i udforskningen af musik fra alle hjørner af den tredje verden.

Eller i 1980’erne, hvor kærligheden til og engagementet i sydafrikansk musik resulterede i det banebrydende album Graceland, som overskred barrieren af politisk korrekthed og blev en musikalsk triumf, der spredte sig som ringe i vandet.

I de følgende årtier fortsatte Paul Simon med at eksperimentere, og har haft succesrige samarbejder med bl.a. avantgardemusikeren Brian Eno og den italienske producer og dj Clap! Clap!, sidstnævnte på albummet ‘Stranger To Stranger’, der indeholder elementer fra alle hans perioder og kan ses som et musikalsk kalejdoskop over en karriere, som aldrig har stagneret.

Indimellem har der været mindre heldige ekskursioner i filmmediet med One-Trick Pony, og musicalen ‘The Capeman’ var også mere en personlig triumf end en anmeldersucces. I næsten alle årtier har der været succesrige, men anstrengte genforeninger af Simon & Garfunkel på scenen, men ikke i pladestudiet.

Men uanset succes eller ej, har Paul Simon som kunstner altid haft modet til at udforske nye områder, og ofte med så stor succes, at det har aftvunget generel respekt fra både musikerkolleger, publikum og anmeldere.