Bogen er en enestående undersøgelse af dødsstraffens danske kulturhistorie fra reformationen og frem til den sidste danske henrettelse i fredstid i 1892.

Henrettelserne var mange i 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet, og i hele Vesteuropa var dødstraffen indtil midten af 1700-tallet fast forankret i et religiøst verdensbillede og dens udførelse indskrevet i et ritual, som sikrede hele samfundets
opslutning. Ud over de forskellige former for henrettelse var udviklet et system af skærpelser, som blev brugt til at graduere straffen, alt efter forbrydelsens alvor. Det kunne være tortur og lemlæstelse både før og efter aflivningen eller den måde, som den døde kom eller ikke kom i jorden på. Fra midten af 1700-tallet ophørte den tætte binding imellem henrettelse og religion, og med forandrede forestillinger om straf og indførelsen af et egentligt fængselsvæsen blev henrettelse efterhånden erstattet af fængselsstraf.

På baggrund af et kolossalt materiale og mange års studier af lokalhistorisk litteratur, erindringer, dagbogsoptegnelser, præsters henrettelsesbeskrivelser i kirkebøger, tingbøger m.m. har forfatteren kortlagt henrettelsens danmarkshistorie, med registrering af henved 2900 danske henrettelser. Dermed kommer læseren helt tæt på henrettelsernes hverdag og de forestillinger og traditioner, der knyttede sig til dem. Forfatteren præsenterer de dømte, deres baggrund og forbrydelser
samt den straffelovgivning og de retsinstanser, som de var underlagt. Han følger de dømte i arresten og på den sidste dag foran mestermanden på retterstedet, og endelig behandles også de spor, som de dramatiske begivenheder har sat sig i
sagn og talemåder mv.