Laursen, Per Fibæk God og effektiv undervisning (8741277732)
God undervisning står i oplysningens tjeneste ved at tage sig af elevens almene og faglige udvikling i et demokratisk samfund, hvor den frie tanke, den frie tale og det frie udtryk er bærende værdier. Og ja, vi underviser i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, ganske enkelt fordi den er en klassiker, og fordi den åbner et forråd af temaer, som børn kan spejle sig i både eksistentielt, socialt og politisk. Og omvendt, nej – vi vejleder ikke unge i selvmordsstrategier eller i måder at slå ind på en kriminel løbebane på, hvis man skal lykkes som indbrudstyv, simpelthen fordi dette indhold ikke peger ind i det gode liv i det gode samfund.
Imidlertid kan den gode undervisning efter vores opfattelse ikke nøjes med at være god – den skal også være effektiv. Tilfældet må gerne råde med tilpas gehør for det ubestemt mulige. Men man bør ikke gøre tilfældet til den største ledestjerne. Hvis ikke undervisning i dansk fører til, at elever bliver selvstændige læsere, hvis ikke elevers talforståelse fremmes i matematik, og hvis ikke elever kan udfolde engelske sprogkundskaber på en acceptabel, en god eller en fortrinlig måde, ja – så lader de gode intentioner eleverne i stikken.
God og effektiv undervisning er skrevet til lærerstuderende, undervisere, ledere og forvaltningsfolk af fire forfattere med undervisningserfaring fra folke- og efterskoler, professionshøjskoler og universiteter.
God og effektiv undervisning er 4. udgave af udgivelsen Effektiv undervisning.