Unge Piger Forsvinder I København (1951) (DK-import)
Den unge Grete får nok af sin faders tyranniske opførsel over for hende og søger ind til hovedstaden for at finde lykken. Men der er mange faldgruber undervejs. John Olsen og Paul Sarauws socialkritiske advarselsfilm holder ikke helt vand efter snart 70 år, og det pegepindstydelige budskab er ofte ikke til at bære, men den er velinstrueret og frem for alt båret af et flot ensemble af spillere, hvor man ser Svend Methling, Carl Heger, Anne-Marie Juhl, Preben Lerdorff Rye, William Rosenberg, Kjeld Petersen, Tove Bang, Lise Thomsen, Karen Berg, Grete Frische og Kjeld Jacobsen. Ib Schønberg har en herligt tvetydig rolle som natklubejer. Den opmærksomme vil spotte Gyrd Løfqvist, John Wittig og Carl Ottosen i småroller.