Tilfældigheder gjorde, at statsbanen Odense-Middelfart i 1865 fik et sydligt forløb og Odense-Bogense banen kom til at gå i en bue mod nord. Derved opstod et stort jernbanetomt rum i denvelhavende og frugtbare egn mellem Odense, Bogense og Middelfart. Kampen for en bane i dette område var forholdsvis kort – fra 1897 til 1911, men fyldt med sprængstof på grund af interessemodsætninger. Baneanlægget måtte derfor finansieres lokalt uden den sædvanligestøtte fra staten på halvdelen af anlægsomkostningerne.Dette var naturligvis et handicap i forhold til andre baner, men banen var i mange år en driftsøkonomisk succes med en betydelig trafik, og dens anlæg gav anledning til en stor aktivitet på egnen. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var banen forbilledligt drevet med hyppig toggang og billige takster, og den gav store fordele for egnens erhvervsliv og befolkning. Den 2. Verdenskrig og Besættelsen gik hårdt ud over banen. Ved et terrorangreb mod et tog – udført af amerikanske flyvere i januar 1945 – mistede 4 personer livet og mange blev såret. Banens finansiering ved banklån, stor letsindighed ved opbygning af en pensionskasse, en særdeles stedmoderlig behandling fra statens side samt en modernisering der løb af sporet medførte tilsammen, at driftsøkonomien efter 2. Verdenskrig efterhånden blev stærkt forværret. Da der forestod store investeringer i nyt spor og materiel gav kommunerne op. Banens sidste år var således præget af afvikling også set i lyset af den hastigt ekspanderende vejtrafik. Banens historie fra de første konkrete planer i 1897 til og med likvidationens afslutning i 1971 beskrives detaljeret, ligesom der er større selvstændige afsnit omhandlende strækningsbeskrivelse, personale, driftsmateriel og postforhold. Med denne bog foreligger 6. bog i forfatterens serie om de fynske jernbaner.