Med en klar, smuk og næsten sentimental tone, har Nicolai Majland sin egen unikke sound på klaveret, hvor de melodiske linjer altid er ledestjernen i hans spil. Om Majlands første album “Leaving and Believing” skrev pressen bl.a. “Nicolai Majland har den nordiske tone helt inde i sjælen, og han spiller jazz der kravler ind på lytteren, og efterlader ørerne til velvære”. Nicolai Majlands nye album WELCOME er endnu stærkere i sin elegante blanding af mainstream bebop og smuk, nordisk melankoli, som trioen virtuost strør ud over musikken. Majland har en forkærlighed for den gode melodi, og kompositionerne har ofte den samme iørefaldende enkelthed som en popsang. Men når trioen tilfører jazzens kreativitet og komplekse harmonik og rytmik, indenfor den simple ramme - så opstår den særlige lette, nordiske sound som kendetegner WELCOME. Størstedelen af albummet er komponeret på en sommerferie, i den lille italienske landsby Sutri. Og mange af numrene udspringer af en følelse af taknemmelighed og lykke. På bare en uge, blev sangene skrevet ved det gamle klaver, i den italienske lejlighed - og med Lund og Fonnesbæks velkendte, elegante lyd in mente, var musikken allerede formet. Trioen blev samlet, og efter nogle få prøver, bookede Majland det eksklusive The Village Recording, med Thomas Vang som producer. Titlen WELCOME har flere betydninger. Det er, med Majlands egne ord, en kommentar til titlen på hans første album “Leaving and Believing” og det også et længe ventet “velkommen”, til en smuk lille dreng.